Før du køber hvalp

Det at få en ny hundehvalp kræver altid en del forberedelser, hvad enten du er førstegangshundejer eller er mere erfaren.

Før hvalpen kommer, kan det være en god idé at læse lidt i hundebøger, besøge forskellige kenneler og snakke med ejere af voksne hunde på f.eks. skuer og udstillinger. De fleste bordeauxejere vil altid gerne give gode råd og fortælle om deres gode og dårlige erfaringer. Når du skal købe hvalp er det klogt at huske nogle få tommelfingerregler nemlig:

  • besøg mere end én kennel - også selv om de ikke har hvalpe
  • se hvalpene i deres vante omgivelser
  • hils på moderen og om muligt også faderen
  • stil krav til opdrætteren om at se mindst forældredyrenes HD status og accepter ikke en sludder for en sladder
  • alle bordeauxer, uanset alder, skal være HD fotograferet før de kan indgå i avl

 

Nogle steder er det muligt at vælge frit i et hvalpekuld, men den seriøse opdrætter vil forsøge at få sine hvalpe rigtigt placeret, hvilket de fleste steder også betyder at DU skal godkendes som køber. Opdrætteren ved en del om, hvordan de små udvikler sig til voksne individer, hvilken ting som forandrer sig og hvilke ting som stort set forbliver uændrede fra hvalp til voksen. Men da miljøet i stor udstrækning er med til at forme et individ, er der også mange ting, som ikke kan forudses.

I øvrigt skal man altid huske på, at det er et levende væsen, man køber, og at naturen af og til arter sig helt forskelligt fra, hvad man havde regnet med. Der er ingen tvivl om, at langt de fleste opdrættere avler med de bedste intentioner og den bedste vilje, og at de som regel bliver lige så kede af det som hundeejeren, hvis noget går galt. Opdrætteren har gjort sit forarbejde så godt som muligt, og det er nu op til hvalpekøberen at gøre sit til, at hvalpens miljø og opvækst bliver optimal. Dette gøres ofte til hvalpens gavn ved at opdrætter og hvalpekøber bevarer en tæt kontakt og arbejder sammen om glæder og problemer. Der skal dog samtidig gøres opmærksom på at der er brodne kar ind i mellem (også blandt DKK registrerede kenneler) og det kan ikke siges for tit og det uanset hvilken race du vælger

:: Køb ALDRIG NOGENSINDE din hund hos en hundehandler ::