Følgende er taget fra og oversat af Joseph Janishs bog "Dogue de Bordeaux". Kennel Club Books, 2004.
Dogue de Bordeaux'en er det karakteristiske særpræg, at det er den hund, der har det største hoved blandt alle hunderacer. Med sine mange rynker, sit betænksomme udtryk, sin brede front og den imponerende udstråling er Bordeaux'en gået direkte ind i mange folks hjerter.
Oprindeligt blev racen brugt som kvægdriver og som vagthund på vingårdene i området omkring Bordeaux. Racen overlevede med nød og næppe en national krise og to Verdenskrige, men kom stærkt tilbage sammen med skuespilleren Tom Hanks i filmen ”Turner og Hund”, der blev lavet i 1986. Racen benævnes bl.a. under navne som: Fransk mastiff, bordeauxdoggen, Bordeaux bulldog, Bordeaux'en eller bare DDB.
Bordeaux'ens udvikling som race.
Bordeaux'en har en meget interessant historie og udvikling gennem de sidste 6-7. Hundrede år. Med sit samarbejdsvillige, intelligente og frygtløse væsen har racen haft adskillige funktioner, hvilket vidner om racens alsidighed og tilpasningsdygtighed. Racen har været brugt til vidt forskellige ting så som kvægdrivere, som hyrdehunde i fåreflokke, jagt, kampe og som vagthunde. I dag anvendes racen primært som familie- og vagthunde. Racens lidt barske og overlegne udseende gør den til en formidabel vagthund. Bag dette imponerende udseende gemmer sig en sød, kærlig, loyal, savlende og elskelig karakter, der gør racen til en vidunderlig følgesvend og selskab.
Bordeauxen hører ind under gruppen af moloss-hunde, som alle er efterkommere af en moloss-type, der er dateret tilbage til ca. 700 år før Kristi fødsel. På baggrund af gamle træsnit og malerier ved man i dag, at de tunge moloss-hunde blev holdt som vagt- og jagthunde i det gamle Assyrien. Den første optegnelse af molosserhundene findes i et brev dateret til 326 F.K. Dette brev fortæller om store, stærke hunde, med korte og brede kæber. Knogler fra disse antikkens hunde er senere blevet fundet i udgravninger vidt udbredt både i Tibet, Kina og Indien. Hundene var en del af Aleksander den Stores hær, og vandrede med krigerne fra Mesopotamia til Epirus gennem de forskellige krige. Fra Epirus fortsatte hundenes rejse videre til Rom, Gaule og andre lande, der iblandt Frankrig og Spanien. I forskellige beretninger fortælles det, at disse tunge hunde ankom til Spanien under navnet Arlano´s - en race som i dag er uddød. Arlano´ens udseende mindede i store træk om nutidens bordeaux'er. Arlanoén blev i det 14. århundrede beskrevet af Gaston Phoebus. Han sagde om racen, at den havde et bid så stærkt som tre andre hunde tilsammen. Der er også optegnelser, der fortæller, at de tunge hunde var en integreret del af Julius Cæsar´s hær.
Navnet - en dogue - dukkede første gang op i slutningen af det 14. århundrede. Før det 19. Århundrede havde disse hunde af dogger-typen ingen fast standart, og i det store hele lignede de alle hinanden både af udseende og hvad brugsfærdighederne angik. Det var vagthunde, der blev brugt til at beskytte hjem samt div. forretninger især slagterbutikker. Så var der jagthundene, der både alene og i flok kæmpede med tyre, vildsvin, bjørne og jaguarer, både som decideret jagt, men også som sport i div. arenaer, hvor også kampe med andre hunde foregik. Sidst var der de hunde, der blev anvendt til forskellige formål på gårdene, bl.a. som kvægdrivere og vogterhunde. Ud fra disse forskellige gøremål, udviklede hundene sig til de forskelligartede racer de er i dag. Racer der spænder fra den lette Dogo Argentino til den tunge Mastino Napoletano, og fra den langhårede Tibetanske Mastiff til den korthårede Tosa Inu. Også når man ser på vægten af disse hunde er der stor forskel lige fra den lille Shar Pei, der vejer omkring 20 kg. til den enorme Engelske Mastiff, der kan komme op og veje over 100 kg.
En gammel hundetype fra Frankrig blev kaldt Doguin d´Aquitaine. Denne type blev avlet med udgangspunkt i den gamle Franske moloss-type, der eksisterede i det tidlige 14. århundrede. Doguin d´Aquitaine blev avlet til kampe med andre hunde, samt til kampe med bjørne og vildsvin. Der var flere variationer af denne hund alt efter hvilken region den kom fra og hvilket job den skulle udføre. Som resultat heraf udviklede hundene sig mere og mere forskelligt også i udseende. Der var mange forskellige farvevariationer, flere forskellige pelslængder, forskellige bid (overbid, saksebid og underbid), samt mange andre mindre variationer. Det eneste disse hunde havde nogenlunde tilfælles var kroppens struktur, vægt og højde. Efterhånden var der dog specielt én type, der fremkom som den mest ønskede, nemlig ”butchers dog” altså slagterens hund. Den blev brugt til at beskytte slagterbutikker, og var desuden yderst eftertragtet af Franske adelsmænd og af velhavende familier som vagthund.
Første gang navnet Dogue de Bordeaux dukker op, var i 1863, på den første racehunde-udstilling i Paris. Denne udstilling var både alm. eksteriør-bedømmelse, men også i høj grad en mulighed for, at få registreret og lavet en fuld fortegnelse over de forskellige eksisterende racer. Vinderen af denne udstilling, blev en tæve ved navn Magentas, som blev identificeret ud fra det område i Frankrig som hun stammede fra. Således fik Dogue de Bordeaux´en sit navn.
Hen mod slutningen af det 19. århundrede, blev bordeaux'en indført til England til kampe og show´s. Kort tid efter forbød Engelsk lov hundekampene og racen blev derefter kun avlet, så temperamentet kunne komme til at passe bedre til udstillingsringen. I 1896 publicerede dyrlæge Pierre Meguin den første standart for Dogue de Bordeaux i hans blad ”L´Eleveur” (dyreavleren). Han byggede denne standard på baggrund af en kombination af de bedste Dogue de Bordeaux´er der var vist på udstillinger, siden Magentas blev bedste hund på udstillingen i Paris. Året efter blev denne standard bragt i bladet ”The breeders of dog”.
Indtil Meguin´s standard blev publiceret, var der stor uenighed om bordeauxens type, og flere variationer i avlen blev fastholdt. Hoved og kropsstørrelse varierede meget fra avler til avler. Der kunne både fremvises saksebid og underbid, og maskefarverne var ekstremt forskellige. I denne meget usikre periode, eksisterede der mindste 3 forskellige typer af Dogue de Bordeaux. Der var Toulouse typen, Paris Typen og Bordeaux typen. Toulouse typen havde fawn eller brindlet pels, med stor farvevariation. Men ud over det, havde den stor lighed med nutidens Dogue de Bordeaux. Paris typen var også meget lig nutidens bordeaux, men dens bid varierede fra saksebid til noget nær 2½ cm. underbid. Efter stor debat, blev man enig om underbid, som i dag er et meget karakteristisk træk i bordeaux´ens standart.
I 1910, efter 3 års research, blev ”Etude Critique du Dogue de Bordeaux” publiceret af J. Kunstler der var professor i anatomi. Dette var et kritisk studie af Dogue de Bordeaux avlen, og yderligere indeholdt denne artikel en mere præcis standart for racen, end den Meguin udgav i 1896. Kunstlers standard er blevet brugt helt op til i dag, dog er den to gange blevet tilrettet og opdateret af Dr. Raymond Triquet og af Tim Taylor. Disse justeringer er foretaget, skønt der stadig findes en del variationer i racen, og der stadig er avlere der holder fast i disse variationer. Disse variationer kan alle ledes tilbage til de tre typer, der eksisterede i årene omkring år 1900. De variationer der eksisterer i dag er dog små, og har hovedsagelig at gøre med højde og hovedtype.
Avlsstandarden har altså ændret sig, efterhånden som interessen for racen er blevet øget. Den første standard, ”carctere des vrais dogues” var lavet af Pierre Meguin i 1896. Nr. 2, Etude critique du Dogue de Bordeaux, blev lavet af J. Kunstler i 1910. Tredje standart blev lavet af Dr. Raymond Triquet i samarbejde med dyrlæge Dr. Maurice i 1971. Fjerde standart, var en omformulering, så standarten kunne godkendes af F.C.I. (Fédération Cynologique Internationales, el. den Internationale Kennelklub). Denne omformulering blev foretaget af avlsekspert Dr. Raymond Triquet i samarbejde med Philippe Serouil, der var formand i den Franske Dogue de Bordeaux klub, og blev publiceret i 1993. Efter standarten blev kendt Verden over, var det kun et spørgsmål om tid, før der opstod efterspørgsel på hunde til avl. Bordeauxen kom dermed til at få en fremtrædende plads i avl, ikke kun i egne rækker, men også mange andre racer brugte bordeauxen til at avle mere masse, større hoved eller stærkere kæber på deres hunde.